Hvorfor jeg endelig gav støbejern en chance

Jeg holdt mig fra støbejernspander i årevis. De virkede som mere besvær end de var værd – al den indfedtning, vægten, reglerne om hvad man må og ikke må lave. Mine slip-let-pander fungerede fint.

Så arvede jeg min bedstemors pande. Den var sort som natten, glat som glas og vejede omtrent lige så meget som et lille barn. Jeg var lige ved at give den væk.

Vendepunktet

En aften besluttede jeg mig for at prøve at stege en bøf. Jeg havde læst, at støbejern var vejen frem til en god stegeskorpe, og tænkte, at jeg ville give det et forsøg, før jeg gav panden videre.

Den bøf ændrede min mening.

Skorpen var perfekt. Den slags bruning, der er næsten umulig at opnå i en almindelig pande. Og opvasken? Nemmere end jeg troede. En hurtig aftørring, lidt olie, færdig.

Hvad jeg har lært siden

Støbejern er ikke kompliceret, men det har et par særheder:

• Varm den langsomt op. Start på lav varme og skru gradvist op. Støbejern holder godt på varmen, men varmer ujævnt i starten.
• Forvarm længere end du tror. Giv den gode 5–10 minutter, før du steger.
• Smør den med olie efter hver brug. Bare et tyndt lag. Det er det, der opbygger indfedtningen over tid.
• Undgå sæbe (for det meste). Varmt vand og en stiv børste klarer 90 % af opvasken. Gem sæben til, når tingene virkelig sætter sig fast.

Den uventede fordel

Det, der overraskede mig mest, var ikke stegeegenskaberne – det var forbindelsen til noget ældre. Hver gang jeg bruger den pande, tænker jeg på min bedstemor, der lavede søndagsmorgenmad. Panden bærer sin historie i overfladen.

Moderne køkkengrej er skønt, men der er noget særligt ved redskaber, der bliver bedre med tiden. Det er sjældent nu om dage.

Hvis du har været i tvivl om støbejern, så giv det måske en chance. Start med noget, du allerede ved, hvordan du laver – æg, bacon, en simpel wok. Lad panden lære dig op.

Den lærte mig op.